Metode og fagligt fundament for Solsind

Solsinds Reguleringscirkel

Solsinds arbejde bygger på reguleringscirklen – en metode, der samler neuroaffektiv udviklingspsykologi, kropslig regulering og relationel og narrativ praksis i én sammenhængende model. 

SOLSINDS FAGLIGE FUNDAMENT

Solsinds arbejde bygger på en helhedsorienteret, relationel og neuroaffirmativ forståelse af mennesker.

Vi forstår mistrivsel, belastning og reaktioner i den sammenhæng, de opstår i. Mennesker påvirkes blandt andet af relationer, krav, sanser, krop, tidligere erfaringer, aktuelle belastninger og de miljøer og fællesskaber, de indgår i. Vi påvirkes også af, hvordan vi bliver set og forstået, og af det sprog, der bruges om os og vores reaktioner.

Derfor undersøger vi både det, der sker i mennesket, og det, der sker omkring mennesket. Reaktioner og symptomer er vigtig information, som vi møder med nysgerrighed og bruger som udgangspunkt for at undersøge, hvad der ligger bag, hvad der belaster, og hvad mennesket har brug for.

Vores faglige tilgang bygger på flere faglige perspektiver og forskningsbaserede vidensområder, som tilsammen kvalificerer vores forståelse og praksis.


NEUROAFFEKTIV UDVIKLINGSPSYKOLOGI

Neuroaffektiv udviklingspsykologi er en integrativ forståelsesramme, der forbinder udviklingspsykologiske, relationelle og neuropsykologiske perspektiver. Centralt står forståelsen af, at følelsesmæssig udvikling og regulering formes i samspil med andre, og at menneskets aktuelle tilstand har betydning for mulighederne for kontakt, følelsesmæssig bearbejdning og refleksion.

I Solsind bruger vi dette perspektiv til at være opmærksomme på, hvor barnet eller den voksne befinder sig lige nu, og tilpasse kontakt, krav, kommunikation og støtte derefter. Ved stærk belastning eller overvældelse sænker vi kravene og tilpasser kommunikationen til det, mennesket kan rumme. Samtale, refleksion og problemløsning bringes i spil, når der igen er kapacitet til det.

Fagligt afsæt:
Susan Harts neuroaffektive udviklingspsykologi samt udviklingspsykologisk forskning i emotionel udvikling, regulering og relationelt samspil.


NEURODIVERGENS OG NEUROAFFIRMATIV PRAKSIS

Neurodiversitet beskriver den naturlige variation i menneskers neurologiske udvikling og måder at sanse, bearbejde information, regulere opmærksomhed, kommunikere og være i verden på. Neurodivergens bruges om mennesker, hvis neurologiske funktion på væsentlige områder adskiller sig fra det, der betragtes som typisk.
En neuroaffirmativ tilgang tager udgangspunkt i, at neurologiske forskelle som ADHD og autisme er en del af menneskets måde at fungere og være i verden på og forstås i samspillet mellem menneskets individuelle forudsætninger, behov og de omgivelser og krav, det møder.
I Solsind bruger vi dette perspektiv til at undersøge både mennesket og rammerne omkring det. Vi arbejder med selvforståelse, behov og handlemuligheder og identificerer samtidig krav, strukturer, relationer og miljøer, der kan skabe unødig belastning. Målet er at skabe bedre betingelser for trivsel, deltagelse og mulighed for at være sig selv.
En diagnose kan bidrage med vigtig viden. Menneskets oplevelser, reaktioner og behov tages alvorligt, uanset om der foreligger en diagnose.
Fagligt afsæt:
Neurodiversitetsparadigmet og nyere forskning og faglig udvikling inden for autisme, ADHD, neurodivergens og neuroaffirmative tilgange, herunder Kirsten Callesens arbejde med neuroaffirmativ praksis.


TILKNYTNINGSTEORI

Tilknytningsteori beskriver betydningen af barnets nære relationer for udvikling, tryghed og regulering. Barnet udvikler sig i samspil med omsorgspersoner, og den voksnes evne til at være tilgængelig, aflæse barnets signaler og reagere passende har betydning for barnets mulighed for at søge støtte, udforske verden og håndtere belastning.

I Solsind bruger vi dette perspektiv til at forstå regulering som noget, der udvikles og understøttes i relationer. Vi ser på samspillet mellem barnet og de voksne omkring det og på, hvordan den voksne gennem kontakt, ro, tydelighed og tilpasning af krav kan understøtte barnet. Tilknytning indgår her som ét af flere perspektiver i vores forståelse af barnets reaktioner.

Fagligt afsæt:
John Bowlby og Mary Ainsworth samt nyere udviklingspsykologisk forskning i tilknytning, sensitiv respons og samregulering.


REGULERING OG SAMREGULERING

Regulering handler om menneskets mulighed for at håndtere skift i aktivering, følelser, opmærksomhed og belastning. Evnen til regulering udvikles og understøttes i relationer, og særligt børn er afhængige af voksne, som kan aflæse deres signaler og tilpasse deres egen respons til barnets aktuelle tilstand og behov.
I Solsind arbejder vi med regulering som både individuel og relationel. Når et barn er stærkt belastet, tager vi udgangspunkt i, hvad barnet kan rumme lige nu, og tilpasser kontakt, sprog, tempo, krav og nærhed derefter.
Samregulering handler om at møde barnet på en måde, der skaber ro, kontakt og tryghed uden at tilføre yderligere belastning. Den voksnes tilpassede respons kan understøtte barnets mulighed for igen at få adgang til refleksion og handling.
Fagligt afsæt:
Udviklingspsykologisk forskning i emotionsregulering og samregulering samt relationelle perspektiver på udvikling og regulering.


KROP, SANSER OG INTEROCEPTION

Mennesker registrerer og bearbejder både sanseindtryk fra omgivelserne og signaler fra kroppen forskelligt. Interoception handler om registrering og fortolkning af kroppens indre signaler, eksempelvis sult, spænding, hjertebanken, varme, uro og træthed. Disse signaler kan have betydning for, hvordan vi opdager og forstår egne tilstande og behov.
I Solsind arbejder vi med kroppen og sanserne som en vigtig vej til selvforståelse. Vi hjælper barnet eller den voksne med gradvist at undersøge egne kropslige signaler, sansemæssige reaktioner og mønstre:
Hvad mærker jeg?
Hvad påvirker mig?
Hvornår bliver noget for meget?
Hvad hjælper mig?
Formålet er at udvikle større kendskab til egne kropslige signaler og behov og undersøge, hvordan de opleves hos det enkelte menneske.
Fagligt afsæt:
Forskning i sensorisk bearbejdning, interoception og sammenhænge mellem kropslige signaler, emotion og selvregulering.


NARRATIV PRAKSIS

Narrativ praksis arbejder med, hvordan mennesker forstår sig selv gennem de fortællinger, der skabes om dem og deres liv. Når mistrivsel og vanskeligheder fylder, kan fortællingen om én selv blive præget af eksempelvis skam, utilstrækkelighed eller oplevelsen af at være forkert.
I Solsind bruger vi narrative perspektiver til at undersøge, hvordan mennesket forstår sig selv og sine reaktioner. Vi arbejder med at adskille mennesket fra problemet og skabe plads til flere fortællinger om identitet, erfaringer, ressourcer og muligheder.
Fagligt afsæt:
Narrativ praksis med afsæt i Michael White og David Epstons arbejde med eksternalisering, identitet og alternative fortællinger.


BELASTNING, AROUSAL OG KAPACITET

Menneskets mulighed for at håndtere krav varierer med blandt andet belastning, aktiveringsniveau, søvn, sanseindtryk, følelsesmæssige påvirkninger og den samlede mængde krav. Det betyder, at den samme opgave eller situation kan være håndterbar på ét tidspunkt og overvældende på et andet.

I Solsind undersøger vi forholdet mellem de krav, mennesket møder, den aktuelle belastning og den kapacitet, der er til rådighed lige nu. Det hjælper os med at forstå reaktioner og adfærd i den sammenhæng, de opstår i.

Det betyder også, at vi ser på, hvad der kan skabe bedre balance mellem krav, belastning og den kapacitet, mennesket har til rådighed. Det kan være at reducere belastning, tilpasse krav, øge pauser eller støtte og ændre omgivelserne, så der bliver bedre mulighed for trivsel og deltagelse.

Fagligt afsæt:
Stress- og belastningsforskning samt forskning i arousal, eksekutive funktioner og sammenhænge mellem belastning, kognitiv funktion og menneskets aktuelle handlemuligheder.


IDENTITETSBASERET PSYKOEDUKATION

Solsinds egen metodiske tilgang
I Solsind har vi udviklet det, vi kalder identitetsbaseret psykoedukation.
Psykoedukation kan give vigtig viden om eksempelvis ADHD, autisme, sanser, følelser, belastning og regulering. I Solsind kobler vi den faglige viden systematisk til menneskets egen oplevelse og erfaring.
Den faglige viden formidles og undersøges på forskellige måder – blandt andet gennem lydfiler, konkrete og visuelle øvelser, små opgaver, arbejdsbog, kropslige og sanselige erfaringer, refleksion og afprøvning i hverdagen. På den måde får barnet, den unge eller den voksne mulighed for at forbinde den generelle viden med egne oplevelser og undersøge, hvordan den kommer til udtryk hos dem selv. 


Vi bevæger os fra:
 

VIDEN
 ↓
 OPLEVELSE OG ERFARING
 ↓
 KONTAKT TIL MIG SELV
 ↓
 SELVFORSTÅELSE
 ↓
 BEHOV
 ↓
 HANDLEMULIGHEDER


Når vi arbejder med børn, unge og familier, er forældrene og de nære omsorgspersoner omkring barnet en central del af den identitetsbaserede psykoedukation, fordi vi altid forstår og arbejder med barnet som en del af den helhed, det indgår i. Vi arbejder derfor både med barnets egen selvforståelse og med forståelsen hos familien og de mennesker, der er omkring barnet i hverdagen. Dermed kan barnet og de voksne møde den samme viden fra forskellige perspektiver og udvikle en fælles forståelse af barnets reaktioner og behov. Hvis barnet ikke er et sted, hvor det kan deltage direkte, arbejder vi gennem forældrene og de nære omsorgspersoner. Målet er, at den øgede forståelse kan omsættes til støtte, samspil og nye handlemuligheder både for barnet og i den familie og hverdag, barnet er en del af.


SOLSINDS REGULERINGSCIRKEL

At møde mennesket dér, hvor det er
I Solsind har vi udviklet Reguleringscirklen som et konkret aflæsnings- og samreguleringsredskab. Den hjælper den voksne med at forstå, hvad et barn har adgang til lige nu – og tilpasse sin egen respons derefter.
Når et menneske bliver belastet, ændrer mulighederne for at mærke, være i kontakt, forstå, reflektere og samarbejde sig. Derfor tilpasses den voksnes tilgang barnets aktuelle tilstand. Et spørgsmål, en forklaring eller en løsning kan være hjælpsom på ét tidspunkt og tilføre yderligere belastning på et andet.


Reguleringscirklen arbejder med tre områder:

GRØN – KROP & AROUSAL
Her fylder kroppen og aktiveringen. Barnet kan eksempelvis blive meget uroligt, stivne, trække sig, protestere, råbe eller lukke ned.
Den voksne sænker tempoet, reducerer ord og krav, regulerer sig selv og tilbyder den form for ro, plads, nærvær eller kropslig og sanselig støtte, barnet kan tage imod.


GUL – FØLELSER & RELATION

Her er der større adgang til kontakt, mens følelserne fylder. Barnet kan eksempelvis være vredt, ked af det, sårbart eller søge eller afvise kontakt.
Den voksne møder først følelsen og relationen, spejler enkelt, viser forståelse og er sammen med barnet i det, der er. Når der bliver mere plads, kan forklaring, guidning og problemløsning bringes ind.


BLÅ – TÆNKNING & VALG

Her er der adgang til at lytte, forstå, reflektere, tage perspektiv og samarbejde.
Her kan den voksne stille spørgsmål, undersøge det skete sammen med barnet, skabe overblik, finde løsninger og tale om, hvad der kan hjælpe næste gang.


DEN VOKSNES SELVAGENS

Den voksne er en aktiv del af reguleringen. Samregulering begynder derfor også med opmærksomhed på den voksnes egen tilstand. Her trækker vi blandt andet på det neuroaffektive begreb selvagens, hvor den voksne bevidst bruger sig selv i relationen og regulerer eget tempo, stemme, kropssprog og reaktioner, så kontakt, sprog, krav og nærhed kan tilpasses det, barnet viser og har brug for.
Reguleringscirklen hjælper den voksne med at genkende, hvor barnet befinder sig, acceptere den aktuelle tilstand og møde barnet med det, der er hjælpsomt dér. Barnet får den støtte, der passer til den aktuelle tilstand og det aktuelle behov.
Med tiden kan Reguleringscirklen også bruges sammen med barnet til større selvforståelse og genkendelse af egne signaler, behov og det, der hjælper.


Reguleringscirklen hjælper os med at spørge:

Hvor er barnet lige nu – og hvordan møder jeg barnet dér?
Den bredere Solsind-metode undersøger samtidig, hvad der skete omkring barnet, hvad der belastede, hvilke mønstre der viser sig, hvad barnet har brug for, og hvad der eventuelt skal ændres i krav, relationer eller omgivelser.
På den måde bliver Reguleringscirklen både et konkret redskab i situationen og en del af Solsinds bredere arbejde med selvforståelse, samregulering, behov og de betingelser, mennesket lever i.

Kontakt Solsind

Mail:  Solsindkontakt@gmail.com

Lene Kronow    20 97 36 22

Cherie Steenberg  61 26 25 12


solo-1